Fotos: Jonas Kjærsgaard, Søren Gammelmark og Christine Fentz

En vandringsforestilling om veje og vildveje i livet

Vandringsforestillingen A WAY  er en fortælling om liv – de veje vi vælger eller forlader. Du møder unge og ældre fra Eritrea, Mols, Syrien og Aarhus. Brudstykker af deres fortællinger fletter sig ind og ud af hinanden, mens du vandrer gennem foråret i Mols Bjerge, i et landskab hvor tingene ikke altid er, som de ser ud.

12. maj 2016 havde vi urpremiere på vandringsforestillingen A WAY i Mols Bjerge. Medvirkende bestod både af professionelle performere, og helt almindelige mennesker – unge, voksne og ældre fra Gellerup og Mols. A WAY iscenesattes af Secret Hotels kunstneriske leder, Christine Fentz, og den erfarne tyske instruktør Uta Plate, som rejser kloden rundt og laver værker i samarbejder mellem almindelige borgere og professionelle kunstnere.
A WAY  blev vist ni gange i løbet af maj 2016. Alle forestillingerne var udsolgt!

”A WAY er i hvert fald en sitespecific forestilling fuld af underfundighed. Den blander de 18 medvirkende professionelle og amatører så roligt, at skellet ikke får nogen betydning. Her er det landskabet, der har hovedrollen, og plottet er blot en skitse af faser mellem fødsel og død. Sågar med en ægte jordemor, der fortæller undervejs. Her er målet naturens pirring af tilskuerens krop og tanker. Oplevelsen af jorden og himlen og havet. Og måske endda oplevelsen af også at have en tynd, håret krop og svage ben”.

– Anne Middelboe Christensen, Kulturjournalist op Dagbladet Information – 20/15 – 2016

”…publikum og performere og fiktion og virkelighed… blander sig med hinanden i og med at alt foregår mellem hinanden interaktivt og i det fri. Fuglene synger frit og ukontrollabelt med. Forestillingen har på forhånd og heldigvis på gennemtænkt vis tilrettelagt et forløb. Et forløb, som det også er op til os at være med til at fylde ud.”

– Kirsten Dahl, Kulturjournalist på Aarhus Stiftende – 12/5 – 2016

Her et par bemærkninger fra publikum:

“Man bliver suget ind i landskabet. A Way from every life. Det skønne Mols møder Eritrea, Syrien og Teenage limbo. Det har en god kontrast. Tak for eksperimentet og vejen”

“Vi ved, vi forandrer os. Men tænker oftest forvandling som det vi har gennemgået. Har vi intet begreb om forvandlingen, der kommer? Tak for en fed oplevelse!”  

A WAY fik omtale i InformationPolitiken og Aarhus Stiftstidende.

A WAY blev skabt af Secret Hotel i samarbejde med Aarhus Teaters UDFLUGTEN, Femmøller Efterskole, Jafra danserne, Ramallah Spejderne, Sigrids Stue o.a. A WAY blev støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, AP Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden, Syddjurs Kommune m.fl.